fbpx

Quique Setién: 'Jeg er ikke den værste i rondoerne'

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 06.05.20

© FC Barcelona
// Setien

Quique Setién deltog forleden i et muntert interview, hvor han blandt andet afslørede, at han ikke er blandt de værste ved holdets berømte ´rondoer´. Træneren kom samtidig ind på tilværelsen under corona-krisen.

Quique Setién gjorde sig hurtigt bemærket i pressen ved ofte selv at tage del i Barcas karakteristiske ´trænings-rondoer', hvor bolden spilles hurtigt rundt med førstgangspasninger. I et humoristisk interview jokede den nyerhvervede træner med, at han trods sine 61, år rent faktisk ikke er blandt de dårligste til denne øvelse. 'Jeg gør det rigtig godt i rondoerne. Jeg er ikke en af de værste' påstod træneren med et smil på læben.

Setién kom ved samme lejlighed ind på sin passion for fodbold, der har ført ham helt til tops som træner. 'Jeg har brugt mere end 40 år på at leve og ånde for fodbold, og det har været et privilegie igennem hele mit liv. Det har altid været bolden, der tiltrak mig. Det er det jeg har holdt mest af, og jeg håber det fortsætter sådan i mange flere år' lød det passioneret fra spanieren.

Træneren lagde vægt på, at hans kone og datter havde betydet meget under corona-karantænen. 'Få dage inden nedlukningen blev skolerne lukket ned, så de (Setiéns datter og hustru, red.) hoppede i bilen og kom herover. Jeg er meget glad, for det er ikke det samme alene, som det er med ens familie' pointerede han videre.

Setién holder sig i form ved hjælp af Youtube-træninger sammen med sin kone. 'Når vi når op på 18 mavebøjninger, er jeg færdig, men hun runder de 20, som de beder om (i træningsprogrammet, red.). Hun er i god form' lød det igen kækt fra Barca-træneren.

Quique Setién er ligeledes kendt for at være interesseret i skak, men han har dog måtte tage en pause fra det strategiske brætspil i de seneste dage. 'Jeg spiller af og til skak på internettet, men der er nu gået fire eller fem dage uden at spille. Det skyldes, at jeg var inde i en katastrofal stime og derfor ikke gad mere. Jeg har taget mig en pause, da det gik værre og værre, hver gang jeg spillede, og jeg blev rasende' forklarede Setién, som altid med et glimt i øjet.

.:FORSIDE:.