Stoichkov: 'Jeg vil være Cruyff evigt taknemmelig'

© Getty Images

I dag er det 30 år siden at Hristo Stoichkov kom til Barca og i den forbindelse har klubikonet sat sig til tasterne, for at fortælle sin historie. Det er ikke kedelig læsning som den temperamentsfulde angriber byder på. Læs med her.

Stoichkov kom til Barca i 1990 som et helt ubeskrevet blad og udviklede sig til en af verdens bedste og blev et ikon i klubben. Læs her hans spændende fortælling i anledning af 30-året for skiftet til den catalanske klub, som han stadig er meget tæt på.

'Det er præcist 30 år siden, den 3. maj 1990, at jeg officielt skiftede til FC Barcelona og blev det lykkeligste menneske på planeten. Men vi begynder med starten... Mit skifte til Barcelona begyndte at tegne sig et år tidligere. I april 1989, da min klub var CSKA Sofía og vi mødte Barca i semifinalen i europacuppen for pokalvindere. Jeg var heldig at score tre mål, to på Camp Nou og et i Bulgarien, hvor det var Barca der kvalificerede sig til finalen i Bern. De tre mål kom helt sikkert til at markere min sportslige karriere.

Den snedigste af dem alle var Josep Maria Minguelle, Barcas repræsentant, der ledte an i Barcas køb af mig. Sammen med ham var Paco Ventura, der var vicepræsident på det tidspunkt. Efter disse kampe og ved at følge min udvikling, anbefalede de mig begge til Johan Cruyff, der sagde OK til købet.

Det var nogle måneder med usikkerhed. I slutningen af 1989 skrev jeg under på en forhåndskontrakt med Barca, men jeg sagde det ikke engang til min kone eller mine forældre. Jeg ønskede ikke at noget skulle komme i vejen, så jeg var tavs indtil det blev officielt i maj 1990. Tænk engang...

Om der var andre hold der var interesseret i at købe mig? Jeg vil ikke lyve, ja, det var der. Den sæson i 1989/90 vandt jeg Guldstøvlen, med samme antal mål som Hugo Sánchez og der var andre hold der ringede på min dør. Inden da var der også andre. Hvem det var? Jeg afslører kun ét navn, Panathinaikos, der var et af de store hold i Europa i 80'erne. De tilbød mig mange penge, men jeg var meget ung, i starten af 20'erne og jeg følte, at jeg skulle blive et år mere i Bulgarien, for det ville hjælpe mig til at lære mere. Man skal huske på, at CSKA var et militærhold med en streng disciplin, og hvor der var store spillere som Ivanov, Penev, Kostadinov...

Da jeg endelig kom til Barcelona, faldt jeg hurtigt til. Jeg fik mange råd af Minguella og hans omgangskreds. Sammen med dem tog jeg ofte i tennisklubben Pompeia, tæt ved Monjuic, hvor vi udover at spille tennis, også praktiserede anden sport og gik i swimmingpool. Her lærte jeg mange mennesker at kende.

I den første tid i Barcalona benyttede jeg fridagene til at tage rundt i Catalonien. Jeg tog bilen og besøgte typiske landsbyer. Jeg husker at mine første ture gik til Calonga stranden og til Guimerá, en lille by tæt på Lleida. Alle behandlede mig genialt. Det var vidunderligt. Jeg følte mig integreret fra første minut. Den dag i dag stopper man mig stadig på gaden og takker mig for min måde at være på, og ikke bare i Catalonien. Når jeg har været i Málaga, Salamanca, Mallorca eller León for eksempel, har folk også stoppet mig for at sige tak.

Derfor forsøgte jeg altid, at gengælde den venlighed jeg mødte fra fok. For eksempel, da vi vandt Copa del Rey i 1997 og vi fejrede titlen på Placa Sant Jaume, lykkedes det mig at få Cataloniens præsident Jordi Puyol og Barcas præsident Josep Lluis Nuñez til at hoppe ved fejringen. Det er et ikonisk indtryk som mange stadig husker. Det var et øjeblik med glæde som jeg forsøgte at give tilbage for den venlighed jeg mødte gennem flere år.

På samme måde, nogle år tidligere, i 1994, da mine holdkammerater hjalp mig til at vinde Ballon d'Or, fik jeg lavet kopier af trofæet til nogle af dem som havde hjulpet mig. Jeg uddelte fire kopier, en til Barcelona, der i dag står på museet, en til CSKA Sofía, en anden til præsident Pujol og en mere til den bulgarske præsident Zheliu Zhelev. Det kan virke mærkeligt, men de to sidste personer var de øverste repræsentanter for det catalanske og bulgarske samfund, så jeg fandt det logisk at takke for den fantastiske behandling jeg havde fået af de folk de repræsenterede.

En anden som jeg skylder meget er Johan Cruyff, først og fremmest for den tillid han viste mig. At han valgte at satse på mig. Jeg var kun lige kommet til Barcelona da han sagde: Hør her, jeg arbejder med mig, til du vinder Ballon d'Or. På det tidspunkt var jeg kun en ukendt knægt og at Cruyff sagde dette, motiverede mig utroligt meget. Derefter sagde han uendeligt mange ting der irriterede mig og det betød, at jeg løb på banen med endnu større lyst til at vinde. Johan var en kæmpe motivator og han gjorde en masse ting for mig og min familie. Det er jeg ham evigt taknemmelig for.

Rent fodboldmæssigt var det ikke så let i starten. Jeg skulle vænne mig til positionen og til at skulle jagte bolden. Da jeg forstod holdets spilkoncept og tog det til mig, begyndte det hele at fungere. Det var afgørende for den fantastiske stemning der var på det hold.

Jeg kan huske engang, at Cruyff ikke kunne rejse med til Bilbao, fordi han lige inden var blevet opereret for sine hjerteproblemer. Holdet ønskede at dedikere ham en sejr og vi vandt med 0-6 på San Mamés. Den dag scorede jeg et af mine bedste mål for Barca.

Som jeg siger, var alle fantasktiske mennesker og gode venner. Vi havde det fantastisk sammen og det forklarer, at vi på banen forstod hinanden uden at kigge. Her 30 år senere ønsker vi stadig hinanden tillykke når man har fødselsdag og bevarer venskabet.

Hvem var lederen på dette hold? Det var uden tvivl Johan Cruyff, der førte projektet an, men lederen i omklædningsrummet var José Ramón Alexanko, vores store anfører. Der var også Bakero, Zubizarreta, Koeman... De havde alle været der i flere år og dem lyttede man til. Der var også andre ledere. Txiki Begiristain førte an med vittigheder, Eusebio ledte an med at komme for sent, Salinas i at tabe væddemål, Laudrup når det gjaldt vine. Jeg kan huske, at når vi smagte en vin, sagde han altid til tjeneren: Denne her er ikke god. Kom med en anden.

Alle hjalp mig i min etape i Barcelona, ikke bare de nævnte, men alle. For eksempel efter en episode i en Clásico, hjalp holdet mig til at falde til ro. Jeg var ung og Cruyff og Rexach talte med mig om at være rolig. Jeg har altid være en person med meget karakter og det skulle jeg arbejde med. Jeg er stolt over min personlighed. Karakter er ikke noget man køber på et apotek. Enten har man det, eller også har man det ikke.

Den episode hjalp mig til at spille mere afslappet. Jeg sagde til mig selv: Det her skal du ikke gøre. Dommeren fra dengang, Urizar Azpitarte, besøgte jeg i hans hjem i Bilbao og han var også med i Bulgarien, da jeg præsenterede min selvbiografi. Han er også en del af min historie som fodboldspiller.

Der er mange personer der hjalp mig til at triumfere i Barca. Udover Cruyff, Rexach og Bruins Slot, er der holdlederen Carles Naval og Rodolfo Peris, de fysiske trænere Angel Vilda og Joan Malgosa, massørerne Angel Mur og Jaume Langa, lægerne Carlles Bestit, Josep Borell og Fernando Baños, samt først og fremmest fysioterapeuterne Ferran Arnedo og Salva Helin, blandt mange andre. De var afgørende for mine præstationer.

Også præsident Josep Lluis Nuñez og hans kone var afgørende, da jeg vendte tilbage til Barca efter mit skifte til Parma. At forlade Barca i 1996 var med sikkerhed det værste beslutning jeg tog i min karriere. Hvis jeg havde en tryllestav og kunne ændre noget, ville det være dette, men heldigvis kunne jeg vende tilbage et år senere. Jeg ønsker heller ikke at glemme Joan Gaspart, Anton Perera, Nicalau Casaus, Amador Bernabeu og de allerede nævnte Josep Maria Minguella og Paco Ventua. Alle disse personer er utrolig vigtige for mig og min familie.

Jeg er alle meget taknemmelig og selvfølgelig også overfor tilhængerne. Der var mange gange hvor jeg brændte chancer der var umulige at brænde og straks var Camp Nou klar med klapsalver og opbakning, både til mig og hele holdet. Uden dem, ville disse år ikke være mulige.

Jeg sender alle et kæmpe knus fra Miami, specielt i disse svære dage for alle.

Visca el Barca!! 100%!