fbpx

Trincao kåret til Europas bedste U23 spiller

FCBARCELONA.DK - 17.04.20

© Getty Images
// Trincao

Den kommende Barca-spiller Francisco Trincao har haft en glimrende sæson indtil corona-krisen stoppede alt. Det fik i går statistik-siden GoalPoint til at udnævne ham til den bedste U23 spiller i Europa, foran Kylian Mbappé.

GoalPoint har målt og vejet spillernes indsats i løbet af sæsonen. For at være med i kårringen kræver det at man er født efter den 1. januar 1997, samt at man som minimum har spillet en tredjedel af minutterne i den lokale liga. Det er aspekter som mål, assists, pasninger, driblinger og skud på mål der måles på, så det er hovedsagligt offensivspillere der kommer i betragtning. Samtidig sættes tallene op imod, hvor meget den enkelte spiller har spillet.

Her tager Trincao en noget overraskende førsteplads, med sine seks mål, tre assist og 3,4 skud på mål pr. kamp. Han får en samlet beregnet score på 7,74, hvilket altså er bedst af alle U23-spillere i de store europæiske ligaer.

Det er nogle prominente navne som Trincao overgår, ikke mindst PSG's Kylian Mbappé, der tager andenpladsen med en score på 7,09, hvorefter følger Leipzigs Nkunko med 7,01, Cengiz Ünder fra Roma med 6,83 og Gabriel Jesus fra Manchester City på en femteplads med 6,77.

Nogle vil måske savne Dortmunds Erling Håland i statistikken, men den unge nordmand har ikke spillet nok minutter til at opfylde kriterierne i kårringen. GoalPoint har dog alligevel beregnet hans score og den viser 6,98, så heller ikke han overgår Trincao. En anden ung nordmand der gør det godt, Martin Ødegaard fra Real Sociedad, tager en 11. plads med 6,33 point.

Det er derfor tydeligt, at det er et af europas mest lovende talenter som Barca har sikret sig fra næste sæson, hvor det bliver spændende at se, om Francisco Trincao kan fortsætte de gode takter fra denne sæson.

.:FORSIDE:.