Xavi annoncerede i slutningen af januar efter en række dårlige resultater, at han stopper som Barca-træner til sommer. Ledelsen skulle dog nu have bedt catalaneren om at blive endnu en sæson, hvilket skyldes en række årsager.
Selvom der havde været flere spekulationer kom det alligevel som et chok, da Xavi smed sin opsigelse i starten af året. Cheftrænerens beslutning kom på baggrund af stor kritik rettet mod holdets resultater, efter at have tabt Super Cup-finalen til Real Madrid, og elimineringen i Copa del Rey til Athletic Club.
Ledelsen har sidenhen koncenteret sig om at finde en række kandidater, der på sigt kan overtage det ledige trænersæde til sommer. Catalanerne er derfor blevet sat i forbindelse med en række trænere, deriblandt Hansi Flick, Thomas Tuchel og Roberto De Zerbi.
Artiklen fortsætter under annoncen
Derfor kom det også som noget af en overraskelse, da journalisten Ivan San Antonio fra avisen Sport kunne fortælle, at Joan Laporta og Rafa Yuste skulle have bedt Xavi om at fortsætte.
Det er der angiveligt flere årsager til, og den største grund skulle være den store opbakning Xavi nyder fra spillertruppen. Cheftræneren har da også fået adskillige rosende ord med på vejen siden hans annocering, hvor blandt andet Andreas Christensen har givet udtryk for, at han ønskede catalanerens fortsættelse.
Xavi har samtidig også opbygget et solidt kendskab til klubben, som en udefrakommende træner aldrig ville kunne. Ledelsen har heller ikke haft nemt ved at finde en passende afløser, da flere favoritkandidater, deriblandt Jürgen Klopp, har afvist muligheden. Derudover er det svært at tiltrække de store trænernavne, da økonomien er begrænset og det serfor er svært at få sine transferønsker opfyldt.
Disse årsager har nu angiveligt fået Laporta og Yuste til at bede Xavi om at fortsætte, og tage endnu en sæson i spidsen for Barca. Det er endnu uvist, hvorvidt rygtet taler sandt, og der har heller ikke været nogen meldinger ude omkring catalanerens holdning til forslaget.
// Xavi