Pau Cubarsí har været den helt store åbenbaring efter årsskiftet, og det har nu kastet en del interesse af sig. Stortalentet har dog kun fokus på at slå igennem for Barca, selvom hans lave frikøbsklausul har sat ledelsen under pres.
På trods af de svære betingelser på transfermarkedet, har Barca formået at sammensætte en konkurrencedygtig spillertrup. Det skyldes især det store antal af ungdomsspillere, der har fået deres gennembrud på seniorniveau, deriblandt Gavi og Alejandro Balde.
Barcas fremtid ser således også positiv ud, eftersom det næste kuld af talenter allerede står klar. Catalanerne har bare i denne sæson kunne se La Masia-spillere som Marc Guiu, Héctor Fort og Pau Cubarsí vise tegn på deres store potentiale, og især sidstnævnte har gjort det godt.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den 17-årige Cubarsí har fået flere startpladser på det seneste, hvor han især har fået ros for sin bolddistribution og måden at læse modstanderne på. Stortalentet er derfor også blevet et varmt transferemne hos flere hold, deriblandt Manchester City, som angiveligt forsøgte at hente ham i sommer.
Catalaneren har en frikøbsklausul på bare 10 mio. euro, og det har fået ledelsen til at frygte for hans fremtid i klubben. Men ifølge radiostationen RAC1 er der dog ingen grund til bekymring, da Cubarsí ikke har i sinde at lytte til udefrakommende tilbud.
Centerbacken har i stedet kun fokus på at få mere spilletid på førsteholdet, og i sidste ende få sit helt store gennembrud som Barca-spiller. Ledelsen har samtidig også lovet Cubarsí en ny aftale snarest, men da man fortsat er i problemer med Financial Fair Play, vides det endnu ikke, hvad der kan tilbydes.
Stortalentet betragtes dog med sikkerhed som nøglespiller for fremtiden, hvilket Xavi også flere gange har været ude at understrege. Ledelsen kan derfor glæde sig over, at teenageren har forpligtet sig en fremtid hos Barca, på trods af den massive interesse udefra.
// Pau Cubarsí