fbpx

Medie: Xavi vil selv udvælge Barcas sportslige ledelse

Anders Lang Jensen - 02.11.20

© Getty Images
// Xavi

Xavi kan meget vel blive den næste cheftræner i Barca, men den tidligere midtbanelegende på Camp Nou stiller angiveligt store krav til projektet, hvis han skal deltage. Blandt andet vil han selv vælge sin sportslige ledelse.

Da Ernesto Valverde blev fyret tilbage i januar, rejste daværende sportsdirektør Eric Abidal til Qatar for at tilbyde Xavi en kontrakt. Men Al Sadd-træneren afviste jobbet i Barca angiveligt på grund af ledelsens arbejde med præsident Bartomeu og Abidal i spidsen.

Begge er dog nu fortid på ledelsesgangene på Camp Nou, og en ny retning skal sættes i det catalanske. Xavi er angiveligt klar på at overtage trænersædet i klubben som det næste skridt i karrieren, men Xavi stiller store krav til, hvilke personer han ønsker at arbejde med.

Ifølge mediet El Desmarque vil 40-årige Xavi sikre, at klubben bliver drevet ordentligt på ledelsesplan, når han er i klubben. Derfor ønsker han for det første at hive Carles Puyol ind i en sportslig rolle som bindeled mellem førsteholdet og den sportslige ledelse.

Desuden melder El Desmarque, at Xavi vil have to sportsdirektører, og her nævnes Joan Vila og Jordi Cruyff, som Xavi begge har et tæt forhold til. 66-årige Joan Vila var blandt de ledende personer i La Masia i mange år, men stoppede 2018. Jordi Cruyff er tidligere spiller i klubben, samt søn af klublegenden Johan Cruyff, og anses som en vigtig brik i den kommende organisation på Camp Nou.

.:FORSIDE:.