fbpx

Sergi Roberto: 'Jeg er mest komfortabel på midten'

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 07.07.20

© Getty Images
// Sergi Roberto

Sergi Roberto viste flotte takter på venstresiden af midtbanen i søndagens 4-1 sejr mod Villareal. Efter kampen lagde catalaneren da heller ikke skjul på, at han nød spilletiden på sin oprindelige position.

I de seneste sæsoner har Sergi Roberto primært spillet på højrebacken i mangel på en naturlig, overbevisende profil til at varetage positionen. Det ændrer dog ikke på, at han fortsat føler sig mest komfortabel på venstresiden af midtbanen, hvor han plejede af spille igennem sin fodboldopvækst på La Masia.

I søndagens flotte 4-1 sejr på udebane mod Villareal fik Sergi Roberto dog chancen på ny på sin oprindelige position, hvilket viste sig slet ikke at være nogen tosset idé. 'Taktisk er det længe siden, at jeg har spillet her. Af og til spiller jeg på den centrale midtbane, men ude til højre, og i dag var jeg så tilbage på venstresiden, hvor jeg er mest komfortabel. Det er her jeg spillede for Barca B' lagde catalaneren ud.

'Jeg nød det. Jeg havde det rigtig sjovt med god plads og kunne fokusere på modstanderens forsvar. Det var en skam, at jeg blev nødt til at søge tilbage på højrebacken til sidst, men jeg er glad for at hjælpe holdet, lige meget hvor på banen' udtalte han med henblik på, at han sent i kampen blev rykket ned i forsvarets højreside.

Alt i alt var Sergi Roberto meget tilfreds med sejren, der pustede nyt håb ind i truppen, oven på en temmelig grå periode. 'Vi lagde rigtig godt ud, også selvom de udligende, og vi var meget komfortable mod et formstærkt hold. Fra start til slut var det en flot indsats, og det er denne kurs, vi skal holde fast i' afsluttede catalaneren.

.:FORSIDE:.