fbpx

Avis: Barca vil fremskynde forlængelse af De Jong

Markus Johannessen - 22.07.24

// Frenkie de Jong

Barca har i længere tid forsøgt at forlænge Frenkie de Jongs kontrakt, men indtil videre uden succes. Nu meldes det, at catalanerne vil gøre et nyt forsøg og prøve at fremskynde processen med hollænderen.

Hansi Flick og den sportslige ledelse ser Frenkie de Jong som en af nøglefigurerne i truppen og en strategisk brik for det fremtidige sportslige projekt. Derfor arbejdes der intenst på at forlænge hollænderens kontrakt i klubben. 

Dog kræver en forlængelse også en omstrukturering af midtbanespillerens lønkontrakt, hvilket vil skabe mere plads under lønloftet og hjælpe catalanerne meget i denne sommers transfermarked. Det kræver dog en accept fra Frenkie de Jong og hans repræsentanter.

Artiklen fortsætter under annoncen


Ifølge den catalanske avis Sport, begynder det at vække bekymring i Barca, at de endnu ikke er nået i mål med at få den hollandske landsholdsspillers signatur på et nyt kontraktudspil, men Frenkie de Jong har selv for nylig udtalt, at han ønsker at blive i den catalanske hovedstad og er træt af spekulationer om, at han er på vej videre. 

Den 27-årige midtbaneprofil har for nuværende kontrakt i Barca indtil 2026, men har et stort beløb til gode på grund af de midlertidige lønnedskæringer, som ledelsen var nødsaget til at sætte i kraft i forbindelse med corona-pandemien. Det betyder også, at Barca skal betale hollænderen hans tilgodehavende når hans kontrakt udløber. 

På grund af de omstændigheder, samt ønsket om at beholde De Jongs kvaliteter på banen, er Barcas idé at udarbejde en lang kontrakt, hvor det udskudte beløb fordeles over en længere periode, hvilket giver klubben mere frihed til at handle og ikke mindst indskrive spillere. Det melder avisen Sport, som også beretter, at Deco prioriterer at få sagen løst hurtigst muligt og arbejder på at slå en knude på forhandlingerne denne sommer.

dejong64F

.:FORSIDE:.