fbpx

Barca må gerne hente erstatning for skadet Dembélé

FCBARCELONA.DK - 04.02.20

© Getty Images
// Ousmane Dembélé

Barca bekræftede tirsdag, at Ousmane Dembélé har pådraget sig en ny alvorlig skade i baglåret. Hvis franskmanden meldes ude i mere end fem måneder, så tillader de spanske regler, at catalanerne henter en forstærkning.

Dembélé var ellers lige ved at være tilbage fra den skade, som har holdt ham ude siden slutningen af november. Under mandagens træning gik det dog galt igen og tirsdag bekræftede Barca, at angriberen har pådraget sig en komplet fibersprængning i højre baglår. Ifølge de fleste medier skal Dembélé opereres og forventes ude resten af sæsonen.

Den alvorlige skade til Dembélé kan dog åbne døren for, at Barca kan hente en forstærkning selvom at transfervinduet er lukket. Reglerne i Spanien tillader nemlig, at en klub må hente og indskrive en ny spiller udenfor transfervinduet, hvis en af klubbens nuværende spillere pådrager sig en skade og meldes ude i mere end fem måneder. Meget tyder på, at Dembélé vil falde ind under denne kategori.

Reglerne om, at man må hente en forstærkning udenfor transfervinduet gælder kun i Spanien og det betyder, at en eventuel ny spiller, som hentes til Camp Nou, ikke kan deltage i Champions League. Han vil udelukkende kunne spille i ligaen og Copa del Rey. Samtidig må man kun hente en spiller fra enten La Liga eller fra den næstbedste spanske række. Man kan altså ikke hente en forstærkning fra udlandet.

I første omgang afventes der dog en officiel udmelding fra Barca om, hvor lang en pause, der venter Dembélé. Klubben har meddelt, at man i løbet af de kommende timer vil fastslå, hvor lang en genoptræning, der er nødvendig.

.:FORSIDE:.