fbpx

Bekymring i Barca: Messi trænede ikke med i morges

FCBARCELONA.DK - 13.01.21

© Getty Images
// Lionel Messi // Supercup

Leo Messi deltog ikke, da Barcas spillere her til morgen gennemførte en let gang træning op til kampen i aften mod Real Sociedad. Det skaber bekymring om, at han ikke er i stand til at spille aftenens semifinale i supercuppen.

Med kamptidspunkt kl. 21.00 valgte Koeman at gennemføre en let gang træning her til morgen i Córdoba, for at løsne musklerne op inden aftenens kamp, akkurat som holdet også gør til sene hjemmekampe.

Da spillerne forlod hotellet i Córdoba for at køre til træningsbanen, var hverken Messi eller Araujo med. Det har straks skabt frygt for, de ikke er i stand til at spille i aften.

Messi blev skiftet ud i kampen mod Granada i lørdags og efterfølgende fortalte Koeman, at holdets kaptajn er plaget af lidt småskavanker og at det var årsagen til udskiftningen. Inden da så man Messi tage sig til baglåret, så spørgsmålet er om en skade truer.

Det er sandsynligvis årsagen til, at Messi blev skånet fra træningen her til morgen, for at sikre sig at han får den nødvendige hvile. Spørgsmålet er så om klubbens læger mener at han kan spille. Det får man først svar på, når truppen offentliggøres lidt før kl. 20.00.

Ronald Araujos fravær var mere ventet, for han måtte melde fra i sidste øjeblik til kampen mod Granada med smerter i det ene lår. Her er det tvivlsomt, om han kommer i aktion i aften.

.:FORSIDE:.