fbpx

Messi kan tangere Xavis 767 kampe mod Huesca

Rune Stentoft Arlbjørn - 14.03.21

// Lionel Messi


For en måned siden kunne vi her på fcbarcelona.dk skrive om, at Messi nærmede sig Xavis rekord med flest spillede kampe for Barca. Nu er rekorden kommet endnu tættere på, da Messi kan tangere den i morgen mod Huesca.

I løbet af sin flotte karriere markerede Xavi sig som en af de bedste spillere i Barcas historie og som en af de bedste midtbanespillere som verden nogensinde har set. Det vidner hans utrolige 767 kampe for Barca om, hvilket er rekorden for flest spillede kampe for catalanerne af en enkelt spiller.

Da vi den 12. februar skrev om, at Messi nærmede sig Xavis kamprekord for Barca, havde Messi lige spillet sin kamp nummer 758 for klubben efter kampen mod Sevilla i Copa del Rey to dage tidligere. Siden da har Messi spillet i alle kampe for Barca, hvilket nu bringer ham op på 766 kampe i blau-grana trøjen.

Det vil altså sige, at hvis Messi som forventet spiller mod Huesca i morgen hjemme på Camp Nou, vil han dermed tangere Xavis rekord og komme op 767 kampe for Barca, akkurat som sin tidligere holdkammerat. Det i sig selv er en kæmpe bedrift og vidner om Messis flotte karriere.

Ikke nok med, at Messi sandsynligvis kommer op på samme antal kampe for Barca som Xavi i kampen mod Huesca i morgen, så kan argentineren allerede i næste uge tage rekorden alene for flest spillede kampe for Barca mod Real Sociedad, hvis han altså kommer aktion i morgen og også mod baskerne.

Givet er det i hvert fald, at Xavis historiske rekord snart skifter ejermand.

.:FORSIDE:.