FCBARCELONA.DK - 03.12.22
I dag tages der hul på ottendedelsfinalerne ved VM i Qatar og her er Barca repræsenteret med Frenkie de Jong og Memphis Depay, der med Holland er klare favoritter mod overraskelsen fra USA.
Efter at gruppespillet sluttede fredag aften, handler det nu om knockout-kampene i Qatar, hvor Barca har 14 spillere tilbage ved slutrunden, fordelt på fem forskellige landshold, nemlig Spanien, Frankrig, Holland, Polen og Brasilien.
De kommende fire dage byder på de otte 1/8-finaler, fordelt med to om dagen. Den første er i dag kl. 16.00, hvor Holland og USA mødes. Amerikanerne overraskede ved at hente fem point i gruppe B og det var nok til en andenplads efter England, mens Holland som ventet vandt gruppe A. Dagens anden 1/8-finale står mellem Argentina og Australien.